FOREBYGGENDE FORANSTALTNINGER KAN IKKE ERSTATTE ANBRINGELSER
Pressemeddelelse fra SFI
Forebyggende foranstaltninger for udsatte unge virker bedst over for nogle typer problemer. Anbringelser virker bedst over for andre. Det viser en sammenlignende undersøgelse fra SFI.
Formålet med undersøgelsen har været at finde ud af, hvordan forebyggende indsatser overfor udsatte unge, når de unge forbliver i deres eget miljø, fungerer sammenlignet med at anbringe de unge udenfor hjemmet. Der er tale om indsatser som fast kontaktperson, psykologsamtaler, familiebehandling og særlige skole-/dagtilbud.
Undersøgelsen viser, at forebyggende foranstaltninger ikke sådan lige kan erstatte anbringelser. De har hver sine styrker og svagheder. Anbringelse er fx bedre til at få sat ind overfor misbrugsproblemer hos unge end foranstaltninger, hvor de bliver i deres eget miljø.
Forebyggende foranstaltninger er derimod bedst til at ændre på unges udadreagerende adfærd eller til at få familien som helhed til at fungere bedre, fordi fx familiebehandling har fokus på hele familien og ikke kun på den unge, som anbringelse har.
Fortsat mange problemer
Undersøgelsen viser også, at en stor del af de unge har massive problemer af meget forskellig karakter – og det har de fortsat efter i et år at have modtaget en forebyggende foranstaltning eller have været anbragt udenfor hjemmet.
De unge har enten samme slags problemer som oprindeligt, eller de har fået problemer indenfor nye områder. De nye problemer er ofte i forhold til de unges skolegang eller tilknytning til arbejdsmarkedet.
Ustabile forløb
En af forklaringerne på, at de unge fortsat har mange problemer, kan være, at de forløb, de unge har været igennem, er præget af meget turbulens. Mange af forløbene er ikke gjort færdige som planlagt, fx fordi de unge har mistet motivationen. Der er ofte kommet nye foranstaltninger til – enten som erstatning eller som ekstra foranstaltninger.
”Området er generelt præget af så meget uro, at det påvirker de unges forløb. Det gør det samtidigt vanskeligt at afgøre, hvilke indsatser, der virker, og hvordan forskellige indsatser virker,” siger Lajla Knudsen, der står bag undersøgelsen.
Yderligere oplysninger: Forskningsassistent Lajla Knudsen, 33480849, Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. , kommunikationschef Ulla Haahr, 25373651.